GENHUSNING UNDER BYGGERI PÅ CHRISTIANSHAVNS
SKOLE
NYHEDSBREV – MARTS 2017
Ny genhusningsplan. Kuglegården-Base Camp
På baggrund af undersøgelser og dialog med skolens ledelse har forvaltningen besluttet at opstille pavilloner ved Basecamp som genhusning for 8 klasser, som en del af den samlede genhusningsplan for skolen. Placeringen her vil give optimal adgang til Holmens grønne arealer og idrætsfaciliteter og stadig være i kort afstand til Hovedskolen og fritidsinstitutionen i Børnebyen, hvilket er vægtet højt. Ejeren af Basecamp har tilkendegivet, at vi kan leje arealet og der er derfor sat gang i at få de formelle godkendelser og aftaleforhold på plads. Det vil dermed betyde en samlet genhusningsløsning fra skolestart 2017 med kommende 0. årgang i Børnebyens fritidshjemslokaler og 1. og 2. årgang i pavilloner ved Basecamp.
I forhold til fritidsinstitutionen skal børnene fra 0.-2. årgang være i fritidsinstitutionen i Børnebyen og 3. årgang i Brobergsgade.
Pavillonerne er af samme type som de nuværende på Filialen, der rummer 2 klasselokaler. Disse vil blive nedtaget i forbindelse med at byggeriet påbegyndes på Filialen med opførelse af ny bygning og renovering og ombygning af de gamle.
Forvaltningen har arbejdet med forskellige genhusningsløsninger for de i alt 12 klasser, der skal genhuses under byggeriet på skolen, der forventes igangsat til sommer. Udgangspunktet for genhusningen har været at undgå for stor en spredning af skolen, samt at gøre brug af de nybyggede lokaler i Børnebyen samtidig med, at der sikres de bedst mulige forhold for elever og personale under byggeprocessen. Undervejs i forløbet har der været afholdt en workshop med skolebestyrelse, forældreråd, ledelser og lokaludvalg, som har budt ind med idéer til genhusning, hvoraf nogle var nye og nogle allerede var i forvaltningens søgelys. Idéerne er blevet nærmere undersøgt, herunder muligheden for at opstille pavilloner ved Basecamp på Holmen.
Under byggeriets 1. etape vil hovedbygningen på Hovedskolen være den eneste der vil være i brug. Her vil være lokaler til 3.-9. årgang.
I byggeriets 2. etape vil de nye lokaler ved Hovedskolen være færdige, samt den nye og de gamle bygninger på Filialen, mens hovedbygningen på Hovedskolen renoveres og ombygges. Der vil fortsat være behov for at 12 klasser er genhuset i henholdsvis Børnebyen og i pavillonerne ved Basecamp.
Orienteringsmøde
Der vil blive holdt orienteringsmøde om byggeprocessen og genhusningen d. 26. april kl. 17-18.30 for forældre. Her vil også blive vist projektet for den ’nye’ flotte skole efter renovering, ombygning og udvidelse.
Yderligere information
Spørgsmål kan rettes til Eksekvering af Byggesager i Børne- og Ungdomsforvaltningen på zl2h@buf.kk.dk.
Kilde. Børne- og Ungdomsforvaltningen/Eksekvering af Byggesager samt skoleledelsen på Christianshavns Skole og ledelsen af fritidsinstitutionen