Christiansholm – På falderebet til sløret løftes for fem vindende forslag af idekonkurrencen den 29. maj

som skal fremskaffe ideer til ny kulturaktiviteter eller fritidsfunktioner på Christiansholm, og nærområderne, kom jeg til at tænke på Descartes brug af den latinske sætning «Cogito, ergo sum» «Jeg tænker, derfor eksisterer jeg». En anskuelse af ens eksistens, som har små 400 år på bagen.

Det samme har Christianshavn (1617-1674), som et brokvarter opdelt i 4 kvadranter, og Christiansholm (1695), som i nutiden sammen med Holmen udgør en historisk bydel i Københavns Havn.

Bydelens eksistens skal ikke blandes ind i Descartes metodiske tvivlen og hans tanker om sjæl og legeme, men den historiske bydel eksisterer, som en konsekvens af nogle tanker gjort i hans samtid, døbt byplanlægning, og det er den moderne byplanlægning, som nu igen rører på sig. Denne gang i øens nordlige ende mellem Islands Plads og Arsenaløen på  Christiansholm.

Bydelen har siden 1980’erne, med sine omkring 10.000 borgere, måske med Holmen 12.000 borgere, og omkring 10.000 arbejdspladser, udviklet sig til en gang blandede bolsjer, og den har sammen med den indre by mistet sin oprindelige jovialitet, sin jargon, sin (Nyhavns-) atmosfære, og dermed sin lokale identitet.

Christianshavn i dag er primært præget af velhavende borgere, primært akademikere samt mange studerende i det historiske miljø mellem Volden, Kanalen og Kanalen og Havnen, sammen med en blandet skare  af skæve eksistenser i baghaven, og christianshavnere i den fysiske verden lever adskilt i osteklokker.

For 400 år siden ville Descartes, med sin metodiske tvivlen bevise, at ens bevidsthed i osteklokken med en koglekirtel var forbundet i en eksistentiel bevidsthed. Han forsøgte at bevise, at krop og sjæl var forbundet og de hang uløseligt sammen, hvilket forklarede ånden, og det er hos mange også en udbredt opfattelse den dag i dag, hvor Birte Rønn Hornbech i teismens navn for nylig har udtalt, at ånden har for lidt indflydelse på beslutningerne i Folketinget.

Historisk skulle byplanen for udviklingen af Christianshavn og Holmen servicere datidens flåde, handel og skibsfart i en noget anderledes virkelighed end i dag. Voldens 12 bastioner så dagens lys, og blev sammen med Flådestation Holmen en del af byens forsvarsværk.

Siden 1980 har havnen imidlertid udspillet sin logistiske rolle, og flere af de militære anlæg, er sammen med B&W, godsarealerne, pakhuse og 43 km kaj fra nord til syd blevet forladt. I den metafysiske nutid har jeg i de senere år derfor ofte tvivlet en del, ikke så meget over Christianshavns, eller Havnens eksistens, men på, hvordan bydelenes sjæl indgår i fremtidens kommunale ånd, som med lokalplan efter lokalplan inddrager Københavns Havn, men planerne udvikler byen i hvilken retning? Forsøger kommunen at genskabe, ikke den fordums atmosfære, men en helt ny identitet?

For at få afklaret denne tvivl om identitet har jeg søgt at finde nogle årsagsforklaringer på, for mig, nogle paradoksale sammenhænge. Det gælder ikke mindst Christiansholms fremtid.

Bolig- og trafikprojekterne i den nordlige kvadrant, og forvaltningernes placering og brug af institutionsbyggeri, giver ikke mening, for enhver ved, at infrastruktur i den moderne verden er en forudsætning for både god og sund trivsel og identitet. Det ved ikke mindst den kommunale forvaltning alt om, for de mange kajarealer erstatter kommunen med ny infrastruktur – promenader – i et forsøg på at bevare byens dynamik, livskvalitet og atmosfære. På Christianshavn er der ikke plads, så hvor gemmer nøglen sig til den aktuelle udvikling.

Kommunen har udtænkt en en metroring, som er et originalt projekt, men som vist ikke er et særlig rentabelt projekt, og hvis trafikale berettigelse af flere grunde også er mere end tvivlsomt.

Det trafikale dilemma. som metrostationerne er udtryk for, løser man ved i gadeplan at planlægge hele bydele som selvstændige innovative poler. Det kræver så samtidig, at byen kan tilbyde et tilsvarende antal boliger til innovative borgere, og det står det ikke så godt til med. Faktisk er det i 2015 nærmest umuligt både at opdrive og betale, en anstændig familiebolig i City. Der er derfor opstået andre problemer, problemer med ulighed og manglende mangfoldighed, for hvor skal man finde plads til en brandmand til Rådhuset, når udbud og efterspørgsel ikke hænger sammen?

I planlægningen af en ny identitet har kommunen spillet ud med fokus på poler, først i Metropolzonen, området fra Rådhuspladsen til Christians- og Kalvebod Brygge, hvor der er annonceret i tusindvis af ny arbejdspladser inden 2020. Flere forventes at komme senere. Flere områder er omdannet til rigmands ghettoer, med borgere som forventes at skulle arbejde i disse poler. Men ved skrivebordene er de økonomiske dilemmaer blevet vanskelige at håndtere, for det er polernes tiltrækningskraft, poler som endnu ikke eksisterer, som skal betale gildet, så nu slås alle investorerne om de bedste placeringer, mens de oprindelige domiciler flytter ud.

Mere metro, var oprindelig tænkt som et svar på byens trængselsproblemer, men de to ting har ikke meget med hinanden at gøre, så det var nok snarere en manøvre, som skulle redde kommunens ansigt i den økonomiske suppedas Ørestadsselskabet var havnet i, for udviklingen i Ørestad gik ikke efter planen. Så det var vist snarere den forbandelse der lå i det akkumulerede underskud i de første metroetaper, en uforudset ånd, som banede vej for mere af slagsen, så nu skal kommunen ud og opfinde ny metrobrugere, så prognoserne denne gang holder stik. Det synes at være det som styrer udviklingen.

Tilbage til Christianshavns infrastruktur i de smalle gader og stræder, som ikke til debat, selv om den er nærmest ikke eksisterende, og slet ikke til Christiansholm. Christiania fandt i sin tid en vej ud af bydelens isolation ved at opfinde en ladcykel, og i BR peger oraklerne i dag, i mangel af bedre, på ladcyklen som fremtidens innovative værktøj til transport af lædersofaer og køleskabe over store afstande, så inden længe ser vi nok en elektrisk cykelgummiged på 4 hjul på supercykelstierne, hvor superkiosker nok sælger croisant og lappegrej.

På Rådhuset hersker Ørestads ånden nemlig stadigvæk. Hvis man bare propper nogle flere forskelligartede aktiviteter ned i en flaske, så vil de i en molekylelær proces løse problemerne af sig selv, tilpasse sig de fysiske rammer, mens kommunen scorer kassen. Derfor proppes der i dag i den indre by endnu flere brugere ned i de forskellige flasker som skyder op ovenpå de gamle, hvor selv det hæderkronede Carlsberg er fordrevet, og i den nordlige ende af Christianshavn, en overfyldt Cul de Sac, bygges til mere sport og kultur.

En stor del af trafikken til denne Cul de Sac skal efterfølgende sluses ind i området, primært fra Torvegade, hvor den vendes, for at køre ud igen samme til trafikterminalen på Christianshavns Torv.

Hashmarkedet er en trafikmagnet, som omsætter for en milliard kroner sort, og da markedet er den opium, som skal sikre Københavns centrale position på landkortet, så er området urørligt.

Naboerne, boliger, klubber og institutioner med en kirke, et gymnasium og skoler er institutioner, som i en fortravlet hverdag, i forældede fysiske rammer, udvides, for tilsammen at kunne huse nogle tusinde flere brugere fra nær og fjern.

På Trekantgrunden udvides med endnu en institution, en børneby placeret på en afsides liggende forurenet grund ud til Laboratoriegraven langs Refshalevej. Ledig efter et militært magasin udbrændte i 1970’erne.

Børnebyen skal servicere andre 800 brugere fra nær og fjern. Godt nok er fødselstallet i den nordlige bydel Aladdin med 2500 borgere stigende, men ikke tilnærmelsesvis til 800, og der ligger rigeligt med institutioner i forvejen.

I denne Cul de Sac er opført en multihal primært for københavnere, hvor den ny by på Trekantgrunden skal servicere Holmens Idrætsanlæg, eller er det omvendt, for de er vist hinandens forudsætning. De skal nu suppleres med flere aktiviteter på Nordatlantens Brygge, på Dokøen ejet af Mærsk ved siden af Operaen & Christiansholm, og samtidig skal Forsvarskommandoens bygninger, Kuglegården, anvendes til ny offentlige tilgængelige aktiviteter.

De aktuelle infrastrukturplaner for området er at ensrette Prinsessegade, og indrette en smal cykelsti gennem Christiania. Cykelstien er oprindelig tænkt som en aflastning af den trafikalt kaotiske Torvegade, men det bilfri Christiania siger nej. Christiania har nu aldrig været, og bliver heller aldrig bilfri, selv om loven foreskriver et bilfrit område, men det tages vist ikke alvorligt. Hverken af Christiania eller i kommunen.

For at forhindre cykler fra Amager i at passere, så vil christianitterne etablere grænsebomme. Cyklisterne ude i civilsamfundet generer, ikke Christianias cykler, men børns leg. Børn kan jo ikke lege langs den oprindeligt rekreative Refshalevej, som i dag er indrettet til gratis p-pladser for christianitter. Christianitterne vil derfor med stop skilte forhindre civilisations indtog på Fristaden, og de har sikkert mere held med deres grænsebomme, end EU har i deres kamp mod bådflygtninge, for man kan ikke risikere at genere hashmarkedets dunkle aktiviteter og eksistens, en aktivitet som ellers er imod både lovens ånd og bogstav, men åbenbart ikke imod den kommunale.

Samtidig med, at Christiania  omkostningsfrit, som har fået tilskud og rabat på stort set alting de rører ved, har kunne smadre den rekreative Refshalevej, så har andre STOP skilte sammen med en ihærdig retorik sat byudvikling af hele den nordlige bydel på pause i årtier. Det lykkedes dog at få nedlagt en fodboldbane for få en udvidelse af skolen i 2000. En rektangulær sort klods omgivet af pigtråd, for den skulle passe med arkitekturen i området, sagde man. Uofficielt var det nok for at sikre bydelen en skole på Christianshavn, som giver adgang til de lokale politiske organer.

Normaliseringen af Christiania i 2011, aftalt gennem 7 års forhandlinger (spildte) med en Fond, er også sat på pause, så nu forsøger kommunen sig igen med Ørestadsånden, med en idekonkurrence vil kommunen proppe endnu flere tilfældige projekter ned i halsen på bydelen. Kommunen sender bevidstløst flere folk udefra ind i bydelen, øger turismen og den gennemkørende trafik. Nu skal pusherne have beboernes gadeareal reserveret til taxipladser, og det er svært at få øje på en logik, og en sammenhængende plan for Christianshavn.

Men det gælder for hele havnen, hvor et af de rigtig store paradokser er, at By & Havn, som er et 95% ejet selskab af Københavns Kommune, har gældsat byen i årtier frem. Skrev jeg ovenfor mere af slagsen (mere metro), så skal den jo betales af brugerne. Derfor koster det kassen at parkere på By & Havns p-pladser. Beboerne skal nemlig betale for ikke at bruge metro, og denne udlejning er den rentable del af selskabets forretning. En formel som ikke kan tages i anvendelse i Nordhavn, for der skal der slet ikke være plads til biler. Dette bæredygtige område skal nemlig løse ”brandmand” problemet. I denne model skal brandmanden derfor betale til metroen over huslejen. En værdistigningsafgift skal sættes på huslejekvitteringen, så nu skal ikke kun planloven, men også skatte- og huslejelovgivning vist ændres!

Det sker samtidig med de selv samme politikere, som har udbygget godsarealerne med sterile domicilpaladser og luksusboliger, nærmest i kor råber op om manglen på billige boliger. Et uforklarligt paradoks som forventes løst med en skatteyder betalt tilskudsfinansiering af alment byggeri.

Metrobyggeriet er i byens udviklingsproces blevet til en koglekirtel, gjort til redningskransen, som skal sikre sammenhængskraften, en slags Helligånd, uden det oprindelig var tænkt sådan. Tilbage står at løse problemet med mangfoldighed, men når nu man gør den almene lovgivning til rygraden i fremtidens boligform, så løser det nok sig selv i den molekylære proces. Det forventer man vist, og det til trods for, at i moderne tider er trivsel noget som kan opleves de steder, hvor boheme atmosfæren stadig eksisterer, i de konforme enklaver, og de kommunitaristiske miljøer, hvilket trivsel har det svært med i de kulturelt blandede miljøer. Endnu et af byens mange paradokser, som må afvente en forklaring til ånden slipper ud af Aladdins lampe.

Mere om Ørestad og Metro på siden Kommuneplan 2015.