Indsigelse til Christiansholms projektet

I min optik er det endnu et pauvert By & Havn projekt kommunen vil gennemtvinge på Christiansholm. Nøgleordene i København er metro, metro, metro, boliger, boliger, boliger og erhverv. Domiciler i havnen og supercykelstier så folk kan komme ind, mens bilerne skal ud. Det er det eneste man har i hovedet. Havnetunnel nej tak. Heller ikke underjordiske adgange til Royal Arena i Ørestadsghettoen omkring Fields kunne det blive til, hvor infrastrukturen sikkert slet ikke har kapacitet til 16.000 gæster. Trafikken på dette sted er allerede i dag ved at bryde sammen. Denne gang handler det om Christiansholm, et centralt sted i den gamle indre by ud til havnen, som skal bebygges med 37.000 m2 ny boliger, og yderligere 9.000 m2 fordelt på en eller anden 5.000 m2 stor kulturel institution, måske et madmarked og et badeland. Ingen infrastruktur, og hvis 37.000 m2 er lig med 300 boliger á 100 m2, så forøges indbyggertallet i Benenden med en beboergruppe som modsvarer det registrerede indbyggertal på Christianias areal. Godt udtænkt i et område hvor christianshavnerne er klemt inde, og pladsen i forvejen knap.

Udgangspunktet for konkurrencen er samtidig traditionelt og kedeligt, og jeg ville sætte nogle andre nøgleord på projektet, som kunne være: Samlende dvs. et afvekslende og folkeligt samlingssted med rum, lokaler og identiteter, hvor fodgængeren i Bredgade, i Store Kongensgade og den indre by mødes i rum som udtrykker københavnsk atmosfære gennem tiderne. Et mødested som viser udviklingen, de københavnske værdier (som er ved at blive udslettet), og som arkitektonisk fremstår som XXXX, men i sammenhæng med sine omgivelser. Bygningskomplekset skal undgå den stramme modernitet som Krøyers Plads og Christiansbro repræsenterer. Komplekset skal falde i med Strandgade, Kuglegården, Nordatlantens Brygge, Kvæsthusbroen med Admiral Hotel samt ikke mindst med Søndre Tolbod med Vestindisk Pakhus (1780-81), det Blå Pakhus (1781-83), og det Gule Pakhus (1777-78).

Søndre Toldbod er egentlig et godt eksempel på det, som det aktuelle Christiansholms projekt er på vej til at blive, et område forbeholdt et eksklusivt boligområde med turisme langs en kaj promenade. Så jeg foreslår ikke en gentagelse af den renovering med et nyt Amaliehave projekt.

Når jeg tænker Christiansholm, så tænker jeg nemlig ikke på endnu en død plads. Jeg tænker på at kunne hente inspiration, på Grand og Petit Palais i Paris, verdenskendte og eftertragtede besøgsmål, arkitektonisk smukke, og jeg tænker udstillinger, jeg tænker på bygninger som kan rumme forskellige aktiviteter i forskellige niveauer, men ikke på beboerhus og bibliotek. Jeg tænker på Cannes, jeg tænker på mode, på film, på lys, teater, på historie og på debat, gerne med et varieret café- og bistro liv. Jeg tænker på intime steder og boheme, på tiden her og nu.

Jeg tænker også på en unik adgangsvej over vandet til Ofelia Plads, som kan betjene d’Angleterre og hele baglandet i indre by, da der ikke er plads til biler nogen steder, hvor det bilfri Christiania er en daglig pestilens, og jeg tænker at Christiansholm skal fremstå som perlen i viften som rækker fra Nyhavn til Kvæsthusbroen til Toldboden og til Holmen.

Sorry, men jeg tænker ikke almen luksus, eller luksus lejligheder, det er der rigeligt af i forvejen, og jeg kan slet ikke forestille mig, at politikerne vil klistre havnen til med endnu en omgang Det Hvide Snit. Det er en død sild uden brugsværdi for andre end de som bor der.

Skriv et svar