Boligmarkedet. Engholmene i front

Penthouse solgt for millionbeløb

I hver en afkrog af Københavns Havn skyder det op med luksus byggeri, og nu har en penthouselejlighed på Enghave Brygge set dagens lys med en ny prisrekord. Hele 20 mio. kr. kostede en 300 m2 penthousebolig med  en 100 m2 tagterrasse, to altaner, og en privat p-kælder som har en direkte elevatoradgang til lejligheden.

Boligen ligger i byggeriet på Kærholm, et kompleks som består af 196 lejligheder, men det risikerer at blive endnu dyrere på Myrholm, naboholmen, begge en del af området omkring Enghave Brygge. De to byggerier er placeret på den tidligere Lemvigh & Müller grund.

En opgørelse af kvadratmeterpriserne for første halvår af 2016 oplyser, at i Nordhavn kostede det 46.873 kr. pr. m2, mere end 5.000 kr. dyrere end nummer to på listen, Frederiksberg C. Kilde Boliga.

Men salget i Sydhavn er ikke årets dyreste handel. I januar blev der tinglyst et salg til 20 mio. kr. på Esplanaden, og på Amagertorv har en køber betalt 24,5 mio. kr. for en lejlighed.

Domiciler

EjendomsSelskabet Norden har solgt ejendommen Strandgade 27A til Købstædernes Forsikring, der flytter fra deres nuværende domicil på Grønningen i København. Ejendommen ligger tæt på Udenrigsministeriet og DAC. Den er i alt 3.700 kvm. og er kendt som ”Arkitekternes hus”, men blev købt tom af Norden og skal nu gennemgå en større renovering.

Arkitekternes Hus blev bygget som en  infill-opgave i forbindelse med København Kulturby 1996. Mod Strandgade er bygningen som en kontorstok over en høj underetage med glasfacade. Mod havnen ser bygningen mere ud som en glaskasse med et træskrin indeni. Skrinet består af lodrette lameller, så medarbejderne på de enkelte kontorer kan regulere solafskærmningen.

Udover salget af Strandgade har Norden i 2016 afsluttet ombygningen af DSB´s tidligere hovedsæde i Sølvgade overfor Kongens Have til knap 500 studieboliger og efterfølgende afhændet ejendommen i august. Begge ejendomme ligger i ejendomsfonde forvaltet af Norden med ATP, PFA og Industriens Pension som ejere.

Danske Bank sælger ud og har nu solgt i alt 76 ejendomme. Danske Bank er med salget gået til ‘sale and lease back’ og fortsætter som lejer i 58 af de solgte ejendomme. Salget omfatter hovedsædet, som er 14 forbundne bygninger samt et parkeringshus og på adresserne Holmens Kanal 2-18, Vingårdsstræde 3, Laksegade 6-8 samt 7-11, Asylgade 1 og Bremerholm 37. Komplekset indeholder omkring 37.000 kvadratmeter kontorareal.

Med 1. november som skæringsdag har M. Goldschmidt Ejendomme købt den 3.439 kvm. store Frederiksbergejendom Rahbeks Allé 21. Bygningen er nabo til Carlsberg og opført i 1861 i italiensk renæssancestil. Oprindelig som en ”helbredelsesanstalt for idiotiske børn”. Den blev overtaget af Carlsberg, og siden 2007 har den gennemrenoverede bygning været domicil for modevirksomheden By Malene Birger.