Opsummering 2017 af boligpolitikken
Forvaltningens notat til debat i BR : Boliger 2000 – 2016
Skal København have flere små boliger?
KK skriver : København har gennem de seneste 20-30 år (1987 – 2017) gennemgået en markant udvikling, hvor det er lykkedes at transformere byen fra en nedslidt industriby til en moderne metropol baseret på viden og service. Det er ikke mindst lykkedes at gøre København til et attraktivt sted at bo og arbejde, hvilket har været med til at genoprette kommunens økonomi.
Det er en sandhed med modifikationer. København var ikke mere nedslidt i 1970 end den er i dag. Så det er vrøvl. Men bevares, byen er ikke længere en industriby med en aktiv havn, som har medført forandringer af byrum.
Tilbage i 1970’erne blev boliger i brokvarterer totalsaneret, men siden dengang er byen ikke fornyet meget. Omvendt har afvikling af told og udviklingen i havnedrift frigjort godsarealer og 43 km kaj. Kommunen har således på en række forladte lokaliteter, men meget attraktive, og centralt beliggende lokaliteter, kunne bygge nyt. Først i Frihavnen og Langelinie, derefter Overborgmester Jens Kramers Ørestads projekt på Kalvebod Fælled, som 25 år efter endnu ikke er færdigt, og fra 2000 i den resterende del af Københavns Havn.
Københavns økonomi skrantede i 1980’erne, og i 1990’erne solgte København ud af sine mange boliger til en Statsgaranteret mindstepris, som viste sig at ligge over salgsprisen. Regningen blev derfor sendt til skatteborgerne, som sikrede Københavns indtægter ved at betale for afviklingsselskabet TORs underskud.
Københavns billige boliger blev solgt for en slik, og er i dag en af årsagerne til ejerboligernes prisflugt. Kalvebod Brygge i Havnen blev også ofret på det økonomiske alter i 1990’erne, hvor et misk mask af domiciler præger kajarealet.
Ejerskabet til arealerne i Københavns Havn blev først efter en retssag afklaret i 2004, hvor udfaldet blev afgjort til Statens fordel. Jens Kramer Mikkelsen havde på det tidspunkt afløst Hummelmose som formand i Københavns Havns bestyrelse, og han måtte affinde sig med resultatet.
I 1992 fik Jens Kramer Mikkelsen grønt lys til Ørestaden, og til at oprette Ørestadsselskabet, som gennem grundsalg skulle finansiere Amagermetroen.
Det lykkedes imidlertid ikke, og efterfølgende var manøvren, at lægge værdierne i arealudviklingsselskabetselskabet i 2007, som hurtigt efter i 2008 blev til By og Havn.
Amagermetroens manglende indtægter og gæld blev flyttet over i By & Havn, som også overtog ejerskabet af Københavns Havn A/S, og metroen på den måde fik tilført ny værdier. Med en vedtagelse af af City Ring projektet fik Amagermetroen samtidig tilført flere passagerer .
KK skriver : Boligpolitikken har været et centralt strategisk element i den udvikling, som har fundet sted. Den har haft fokus på at skabe rammer for flere større og attraktive boliger gennem byfornyelse (familieboliger var byens fokus jf. opgørelsen i 2005, red.) og udvikling af nye byområder.
Fonden til billige boliger opgjorde i 2005 : Der er i København knap 280.000 boliger til byens 500.000 indbyggere. Knap halvdelen af boligerne er enten 1 eller 2 værelses, og ca. 30% var 3 værelser. Kun lidt over 20% af boligerne havde 4 værelser og derover. Mange boliger var stadig uden toilet og bad.
Derfor fokus på familieboliger, som manglede i København. I 2014 var der 301.000 boliger iflg. Kommunens nøgletal (PDF på 80 sider). Heraf står 4% tomme da de er uden bopælspligt.
Produktionen af nye boliger har dog ikke kunne følge med den høje befolkningsvækst. Det har været med til at skabe grundlag for stigende boligpriser for både små, mellemstore og store boliger.
Stat og kommune var enige om at dedikere indtægterne fra grundsalg i By & Havn til metro, men Forvaltningen vender nok engang problematikken på hovedet, for det er ikke ”befolkningstilvæksten” som har skabt byens problemer, det er beslutningerne om dyr metro, og mangel på passagerer.
Københavns kommune har ikke i sig selv brug flere indbyggere. Byen burde være spredt ud i hele Hovedstadsområdet, og letbaner havde været langt mere økonomiske, så det skyldes den kommunale planlægning, styret af metroens finansiering som har medført domiciler og million dyre boliger bygget i guldgruben Københavns Havn.
Med Sydhavnsbenet trak Staten sig ud af konstruktionen By & Havn, og Københavns Kommune blev 95% ejer af selskabet, som har gjort sig selv til, en privatretlig kommunal aktør som har millionindtægter fra p-huse, og anden ejendomsaktivitet. En stat i staten.
Det er først og fremmest By & Havns grundsalg til højestbydende, som har presset grundpriserne op, og dermed boligpriserne i vejret. Københavns Havn har været et guldæg for spekulanter, hvor grådigheden har ingen ende ville tage, mens kommunen blindt har skrevet under.
Enkelte andre områder er transformeret eller på vej til at blive det fx Carlsberg, og i Valby på Grønttorvet, hvor priser og projekter er nogle andre. F.L. Smidt Maskinfabrik, samt en række af Nørrebros ældre industriområder er også under forandring. Om disse tiltag har gjort et nedslidt København til en moderne metropol, og et bedre sted at bo og arbejde, er forvaltningens udlægning, for ikke alle har samme opfattelse. Der har fra dag et været den opfattelse, at der flere steder er tale om en mislykket, og en uskøn byplanlægning i Havnen, og i disse dage kan man høre om problemer med I T Universitetet og Nørre Campus, som forsinkes 3 år og en fordyrelse på 1 milliard.
Christianshavnernet.dk har skrevet om boligpolitikken, og er af den opfattelse, at københavnerne er blevet snydt for rekreative byrum på bekostning af den kommunale boligpolitik.
Fremtiden er at bo på mindre plads.
KK Nøgletal : Siden 1995 er byens indbyggertal vokset med 23%, og i 2015 havde byen 580.000 indbyggere mod 471.300 i 1995. Tallet forventes at stige på 10 års sigt til op mod 700.000, men er vist under revision.
I 2000’erne blev der indarbejdet bestemmelser om nye boligers størrelse (snit 96 m2.) i kommune- og lokalplaner, der skulle sikre etablering af større boliger, bl.a. til børnefamilier. Der var samtidig fokus på at fremme sammenlægning af mindre lejligheder til større boliger.
Ønsket om at tilvejebringe flere større boliger er blevet indfriet og København oplever en markant befolkningsvækst, der strukturelt set er drevet af børnefamilier. Samtidig sker der også en stor vækst i andre familietyper, fx singler og unge par, som efterspørger mindre og mellemstore boliger.
Den store efterspørgsel efter boliger i København har været medvirkende årsag til, at priserne på boliger er steget de seneste år. Det har skabt en bekymring for om der etableres tilstrækkelig mange boliger og om de boliger, som opføres, har den rigtige størrelse. Der har særligt været fokus på behovet for mindre boliger.
Singler er nok mere tilbøjelige til at tage metroen, end en familie med småbørn!
KK : I januar 2017 er der ca. 307.700 boliger i Københavns Kommune. Der er 138.700 boliger under 70 m2, hvilket svarer til 45 %. Boliger mellem 50-69 m2 er fortsat den mest udbredte boligtype, idet de udgør en tredjedel af alle boliger.
Modeller som fremmer flere mindre boliger
Beskrivelse af modeller, som kommunen kan bruge for at skabe muligheder for flere mindre boliger:
- Aflysning af bestemmelser om boligstørrelse
- En større del af etagearealet undtages fra beregningen af gennemsnittet
- Øget fleksibilitet koblet med krav om minimum andel større boliger og maksimum andel mindre boliger
- Krav til gennemsnitlig boligstørrelse nedsættes til 85 m2
- Ændring af mindste boligstørrelse i den eksisterende by fra 65 m2 til 50 m2
Modellerne vil i flere tilfælde kunne kombineres. Modellerne anbefales af forvaltningen til Kommuneplan 2019.
Dette indlæg er skrevet for at imødegå forvaltningens historieløse og rosenrøde argumentation i deres oplæg til at ændre kurs for den fremtidige byudvikling.
Indlæg samles i rubrikken Politik
