Copenhagen Arena hedder Royal Arena
Men der er ikke meget royalt over betjeningen, som er mere førerløs end den føreløse metro.
Der er dog ikke meldt om trafikkaos under præmieren, udover at Metroselskabets eget skøn på 8.000 mennesker skulle vente i op til en time på en plads i metroen. I godt vejr kan det gå, men i frostvejr, regnvejr, blæsevejr som kendetegner Ørestad, kan det godt være en udfordring, for en ikke overdækket perron rummer ikke 8.000 gæster.
Der er derimod forlydender, at cykelparkeringen har været utilstrækkelig. Det flød med henstillede cykler over alt, og nu kommer der så en udmelding, at der heller ikke er taget højde for at folk har brug for en garderobe.
Nu om dage kan man ikke ikke henstille en cykel i Ørestad uden den er i risiko for at blive stjålet. Ørestad er hårdt ramt af cykeltyve, ikke mindst ladcykler er populære. Det samme gælder tilsyneladende overtøj.
Under koncerten fik folk stjålet deres overtøj i de royale garderober, som er føreløse og ubevogtede skabe eller knagerækker som i svømmehaller, hvor man i reglen møder op forberedt på forholdene.
Fakta lyder som en vittighed : Der er plads til 16.000 publikummer. De 4.900 pladser er ståpladser, og her kan man ikke lægge tøj fra sig. Royal Arena har i alt 1.341 aflåste garderobeskabe, bokse som kendes fra en banegård eller en svømmehal, og de kan kun benyttes med en royal app til en smartphone (hvis man har sådan en). Betaling sker med MobilePay. Der findes også en mere traditionel garderobe, men den er uden opsyn og på eget ansvar. Der findes kun personale til udskænkning af den royale øl.