Kommunen gør det og borgerne gør det. De rager til sig efter bedste evne. Færre og færre betaler skat med glæde, respekten for velfærdsstaten daler, da mange synes der svines med de fælles midler. Kommunen sælger havnen uden en masterplan til højstbydende, så prisen på en bolig stiger, og de såkaldte rigmandsghettoer, hvor ejendomsspekulanter skummer fløden, skyder op som paddehatte. Den kommunale service i flere forvaltninger halter efter lovgivningen, ansvarlige borgmestre skubber ansvaret fra sig, eller er i møder og svarer slet ikke. De politiske skandaler tager til. Sundhedsvæsnet er på hælene, Københavns infrastruktur er misligeholdt og trafikken i smadder, mens borgerne på sin side udlejer værelser til studerende, til overpriser, for at kunne betale huslejen. Endnu nogle tusinde står på spring i løbet af august til boliger som ikke findes. Det sviner overalt, og mange brokker sig over byrummene, de mange events og støj, men især over bilismen. Ansvarsforflygtigelsen for byen tager til, mange flytter ud, mens andre sælger deres hjem til turister, om det så er til, Bed and Breakfast eller til AirBNP, og hvem ved, om det kun er huslejen, og ikke ens forbrug af hash som skal finansieres, samtidig med banderne frit uddeler slik på legepladserne. Kommunale prioriteringer, dyre boliger, vejarbejder, sløseri med borgernes penge, kommunalt pengespild, fri hash, og deleøkonomi er blevet både byens vartegn og pestilens. Byggerierne i de ny bydele bliver i al ubemærkethed stadig højere, så der er plads til flere i byen, nogle bliver til højhuse, som giver plads til endnu flere, som alle skal bevæge sig på stadig mindre plads, til de stadig stigende priser. Provinsens forældrekøb presser ekstra på, så der er rift om de dyre boliger i den billige ende, og flere af byen oprindelige borgere bliver efterladt på perronen uden mulighed for at skabe sig en ordentlig tilværelse. Redigeret 30.07.2017